Logo til Vejen Er Din

Louise, ejeren af Vejen Er Din, manglede et logo til hendes virksomhed. En enkeltmands-virksomhed som tilbyder coaching til folk der har det svært i livet. Hvad enten de slås med depression, angst, eller mening med livet, så er hun der til at hjælpe dem. 


Louise gav os meget frie tøjler i forhold til logoet. Hvilket man måske vil tænke er meget godt, men det er faktisk svært at arbejde helt frit. Det hjælper at have nogle rammer at arbejde inde for. Så noget af det første arbejde i projektet gik ud på at undersøge hvilke rammer vi kunne stille op.


I samtale med Louise fortalte hun os, at hun også er glad for naturen og farver. Vi begyndte at tænke vi kunne tage inspiration fra kunststilen Art Nouveau. Denne stil er meget naturlig og nede på jorden og gør god brug af farver. Vi kunne se et rigtig godt overlap mellem hendes virksomhed og denne stil. Vi idegenererede for at få en masse på bordet som vi kunne kigge på. Vi skitserede og udforskede.  

Vi vidste at denne virksomhed har noget med mennesker at gøre. Og det har noget at gøre med at gå vejen. Det er ens egen vej man går. 


Så en af ideerne var at tegne en vej som tegnede et menneske. Vi viste det til Louise. Hun var meget glad for det(det var vi også selv), men hun savnede noget kærlighed i det. 


Så vi gik tilbage til tegnebordet og skitserede videre hvor vi arbejdede på at inkorporere et hjerte. Efter flere skitser viste det sig at, versionen hvor vi bruger hjertet som enden af pilen, fungerede bedst. Vi syntes stadig at der manglede noget i logoet. Så vi prøvede at lege med at få mere ansigt på. Vi tegnede ansigtet så det ligner en som har fundet trivsel i livet. En som nu har gået vejen, og nyder livet.